Adgang 6:00 - 22:00
Ring til os 7070 7997

Har du lyst til at høre mere?

Ring til os 7070 7997
Adgang 6:00 - 22:00
Bestil depotrum Find din pris

Tænk boligen igennem

Alt det formelle...

Når du pakker...

Flyttedagen

Udpakning og indretning

At flytte hjemmefra betyder for de fleste den første rigtige flytning på egen hånd. Det er blevet tid til at skulle ud i verden og stå på egne ben. Mange er heldige at have forældre, der gerne giver en hånd med at få styr på tingene, men der er nu også noget fedt ved at vise, at man er klar til at tage udfordringen op selv.

Og det kan faktisk både være rigtigt sjovt og hyggeligt at flytte, når bare man tager sig tiden til at forberede det ordenligt. 

Herunder har vi skrevet nogen tips til, hvad der er godt at have styr på, når man skal flytte hjemmefra. 

Rigtig god fornøjelse.

Tænk boligen igennem

Når man flytter hjemmefra første gang, er der ofte mange ting man skal ud at anskaffe sig. Det kan være alt fra gryder og pander, bestik og tallerkener til støvsuger og måske en vaskemaskine.

For de fleste er den første bolig ikke voldsomt stor, men uanset om man flytter på kollegium, i en delelejlighed, eller egen lejlighed, vil man få brug for at anskaffe nogenlunde de samme basisting. 

En bolig indeholder, i en eller anden form, næsten altid køkken, toilet/bad, et sted hvor man sover, måske en arbejdsplads, en hygge/afslapningszone og en garderobe. Alt dette skal sandsynligvis passes ind på relativt få kvadratmeter, så derfor er det en god idé at have tænkt grundigt igennem, hvilke ting der kan blive plads til og ikke mindst, hvilke ting, der skal være plads til. 

Prøv eventuelt at gå på en inspirationstur rundt i boligen, hvor du bor i dag. Notér alle de ting ned, der er nødvendige i hverdagen, som du får brug for at anskaffe. Gør dig selv den tjeneste, at du sorterer din liste efter, hvilket område du kigger på (køkken, bad, stue osv.), så du ikke mister overblikket. 

Og prøv så bagefter at forestille dig, hvordan det hele kan passe ind i den nye bolig. Det kan være rigtig smart at lave en plantegning over den nye bolig, hvor du prøver at indrette dit nye hjem med de nødvendige ting. Det kan give dig en ide om, hvor meget plads du har, og om der er brug for at tænke i alternative løsninger for at optimere pladsen bedst muligt.

Et godt tip, hvis der er brug for at pladsoptimere, er at lade sig inspirere hos IKEA. Her kan man finde mange smarte løsninger. Og så kan man jo selv bestemme, om man vil lade sig inspirere til køb, eller til en anden løsning, som man selv udtænker.

 

Alt det formelle...

Når man flytter er der nogen få, men vigtige ting man skal huske at have styr på:

 

Meld flytning 

Det er lovpligtigt at du melder flytning senest 5 dage efter at du er flyttet til en ny adresse. Du skal anmelde flytningen på borger.dk. Når du skifter adresse på borger.dk, får du også oplysninger om skift af læge, hvis det er relevant. Hovedreglen er at du skal skifte læge, hvis du flytter til en anden kommune eller mere end 15 km væk fra din nuværende bolig. 

Alle offentlige institutioner får automatisk besked om din flytning og nye adresse, når du har registreret det på borger.dk. Men der er nogen, du selv skal sørge for at give besked til. Det kan for eksempel være:

  • Tandlægen
  • Arbejdsgiver
  • Telefonselskab
  • Abonnementsaftaler
  • Medlemskaber

 

Navn på postkassen

Det er vigtigt at du husker at få navn på postkassen med det samme, når du flytter ind det nye sted. Når du lige er flyttet kan der komme en del vigtig post, som for eksempel dit nye sundhedskort. Hvis ikke du har navn på postkassen er PostNord ikke forpligtet til at aflevere post hos dig. 

 

Tilmeld nye aftaler mv.

Når man flytter hjemmefra er der nogen ting, som du sandsynligvis skal til at betale selv for første gang. Hvis du flytter i en lejebolig, så er det en god idé at undersøge, om der er inkluderet internet, el, vand og varme i lejen. Hvis ikke skal du selv oprette nye aftaler ved de forskellige selskaber. 

Har du ikke dine egne streamingtjenester for musik og TV, skal du også have oprettet abonnementer på dem.

En anden rigtig vigtig ting, som mange overser, er behovet for forsikringer. Når du flytter hjemmefra er du ikke længere dækket af dine forældres forsikringer. En indboforsikring er rigtig god at have. Umiddelbart tænker du måske ikke, at du har så vældig meget af værdi, men skulle uheldet være ude, er det rigtig ærgerligt at stå uden dækning og skulle til at starte forfra med alting. En anden forsikring, der er vigtig at overveje, er en ulykkesforsikring. 

 

Boligstøtte

Endelig er det en god idé at undersøge, om du er berettiget til boligstøtte. Hvis du flytter i en lejebolig, vil der afhængigt af boligtype og indkomst være mulighed for at få boligstøtte. Du kan undersøge på borger.dk om du er berettiget til støtten, som kan være et godt supplement til huslejen.

Når du skal igang med at pakke...

Hav værktøjet i orden

Det er en rigtig god idé at have anskaffet sig det udstyr, du skal bruge, inden du begynder at pakke. Hvis du har de væsentligste ting ved dig, når du går i gang, kan du gå meget mere struktureret til værks og spare en masse tid. 

Følgende er en god idé at have anskaffet inden du går i gang:

Flyttekasser - køb, lej eller lån nogen kasser i en god kvalitet. Der kan være mange penge at spare ved at vælge de billige kasser, men der følger næsten lige så sikkert en masse frustrationer med, når kasserne ikke kan holde til at blive båret eller stablet. 

En tydelig vandfast tusch - så du kan skrive på kasserne, hvad der er i dem og hvor de skal placeres i den nye bolig. 

Bobleplast og papir - til at pakke de skrøbelige ting ind i. Hvis du bruger avispapir, skal du være opmærksom på, at tryksværten kan smitte af. Et udmærket alternativ er silkepapir, men hvis du også gerne vil tænke på miljøet, kan du jo bruge dit tøj til at pakke tingene ind i.

 

Gør det nemt at pakke ud igen

Hvis du er lidt struktureret og sørger for at pakke de ting, der skal være i nærheden af hinanden, i samme kasse, kan du spare en masse tid, når du skal pakke ud igen. Skriv på kasserne, hvor de skal være i dit nye hjem og også, hvad der er i dem.  

Flyttedagen

Nu er alle kasserne pakket, flyttebilen er bestilt og vennerne er inviteret til at hjælpe.

Det kan godt være hårdt at flytte, men hvis man husker den gode stemning og den rette dosering af snacks og drikkevarer, så kan det sagtens blive en rigtig hyggelig dag, der genererer en masse gode og sjove minder, der kan grines af i lang tid fremover. 

Sørg for at forkæle dem, der hjælper dig - det er jo nok ikke sidste gang, du får brug for deres hjælp. Der er ikke noget som en nybagt kage eller frisktsmurte sandwich, der kan få energien tilbage i blodet, når man har slæbt en trepersoners sofa op af trapperne til fjerde sal. Og har du ikke overskud til at klare opgaven i køkkenet selv, så uddeleger den til en der har. Der er næsten altid en, der synes det er sjovere at klare den del, end at slæbe kasser.

Når I flytter dine ting ind i dit nye hjem, så forsøg så vidt muligt at få møblerne ind først og få placeret dem på det rigtige sted med det samme. Her kan du igen få god gavn af plantegningen, du lavede tidligere. Hæng den op, så alle kan se den. Det er en kæmpe hjælp, hvis møblerne ikke skal flyttes alt for meget rundt, når alle kasserne også står og fylder op i dit nye hjem. Når kasserne bæres ind, så sørg også for at alle er opmærksomme på, at du har skrevet på kasserne, hvor de skal placeres. Det vil nemlig også spare en masse tid, når du skal pakke ud.

 

Gør boligen til dit hjem - men lad det vigtige komme først

Nu står du i dit nye hjem og alle hjælperne har sagt farvel. Det er tid til at begynde at pakke ud. Men du er sikkert også ved at være træt nu, så sørg for at få styr på det vigtigste først. 

1. Et sted at sove

En god nats søvn er vigtig for at samle energi til de kommende dages udpakning og indretning. Start med at få redt sengen, så den er klar til at du kan hoppe i den, når batterierne er brugt op. 

2. Uden mad og drikke...

Lidt mad og snacks i køleskabet, så du kan klare de første par dage er også en rigtig god ting at have styr på. Få også pakket tallerkener, kopper, glas og bestik ud, så du ikke skal til at lede efter alting, når sulten melder sig. 

3. Plads til en pause

Sørg for at der er et hjørne frit i stuen, for eksempel i sofaen, hvor du kan slappe lidt af, når der er brug for en pause. Og få også hurtigt sørget for at internet, computer og tv er oppe at køre, så du er koblet op til verden uden for.

 

Når du for alvor går i gang med udpakningen, så start med at sikre dig, at de store møbler er på plads, der hvor du gerne vil have dem. Så kan du nemlig sætte de mindre ting direkte på plads bagefter. Tag et rum af gangen. På den måde får du hurtigere en følelse af, at du kommer nogen vegne. Og sørg også for at sortere og fjern evt. affald og tomme kasser, efterhånden som du kommer frem. 

Bestil dit depotrum nu

7070 7997

Du finder os her

FAVRSKOV

Faurskovvej 1
8370 Hadsten

7070 7997
favrskov@boxbudget.dk

SKANDERBORG

Niels Bohrs Vej 30
8660 Skanderborg

7070 7997
stilling@boxbudget.dk

KOLDING

Essen 35
6000 Kolding

7070 7997
kolding@boxbudget.dk